Økologi- og måltidsmærket

ØKOLOGIMÆRKET:

Det økologiske spisemærke viser, hvor stor en procentdel af de indkøbte føde og drikkevarer, der er økologiske. Jelling Børnegårds indkøb ligger nu mellem 60-90 %, hvilket giver et sølvmærke, som vi er meget stolte af.

Med det økologiske spisemærke er Jelling Børnegård med til at gøre en forskel. Det er et bæredygtigt valg, og der tages ansvar for miljø, dyrevelfærd og ikke mindst vores børn. Indkøb af økologiske råvarer nedsætter indtaget af sprøjtemidler og tilsætningsstoffer. Desuden skaber det økologiske køkken ofte sundere og mere klimavenlig kost, med grønt, mindre kød og mindre madspild.

Det økologiske spisemærke er et statskontrolleret bevis på, at et spisested satser på økologi. Det kontrolleres ved et årligt besøg i vores køkken, samtidig med vores egenkontrol, som praktiseres og administreres af levnedsmiddelstyrelsen.

MÅLTIDSMÆRKET:

Måltidsmærket er fødevarestyrelsens mærke. Det viser bla. vejen til sund mad i daginstitutioner med madordning. Målet med mærket er at skabe sunde måltider i daginstitutionerne. Mange børn spiser størstedelen af deres måltider i daginstitutionerne og derfor har det stor betydning, hvad vi serverer på Jelling Børnegård.

Principperne bag måltidsmærket er baseret på fødevarestyrelsens officielle anbefalinger til børn, samt de officielle kostråd. Derfor er kosten på Jelling Børnegård sund, varieret, samtidig med at være farverig, lækker og indbydende.